Dagbogsberetning fra min rejse i 2005 af Kurt Mikkelsen

Dagbogsberetning fra min rejse i 2005 til Thule, Qaanaaq og Siorapaluk og måske Etah – skrevet af Kurt Mikkelsen, Grejsdalen

Udgivet af: Grejsdal Lokalhistoriske Arkiv, forår 2025
.
Efter Kurts ønske er teksten ikke redigeret, men gengivet nøjagtigt, som han har skrevet, da det udtrykker hans tanker og oplevelser fra den dag ordene er skrevet på stedet. (red.)

11. august 2005

Hvad kan jeg høre lige nu… mens jeg sidder højt hævet over havet, med udsigt fra træpladerne uden for mit logi i Qaanaaq hos Navarana.

Elvens svage fossen i det fjerne…et par bløde bølgeskvulp…lidt svage tordenrumlen fra kælvning af isfjelde langt derude i bugten…et par unger der leger…et enkelt hundehyl…et par grusede trin et sted på vejen… ellers vel ikke andet… her er sandelig stille klokken 20.30 mens solen stadig varmer og glitrer i det svagt krusende hav med de spredte store isfjelde og den evige indlandsis… som flødeskummet på lagkagen derover mod den stadig dybblå himmel uden en eneste sky… på de forrevne høje fjelde og Politikkens Bræ omkring 30 km borte, set som det var lige herude.

Efter en flyvetur hvor jeg sandelig fik tager revanche fra den stormomsuste tur til Grønland i starten af juli hvor jeg absolut intet så, er jeg ankommet til Qaanaaq og indlogeret hos Navarana uden rindende vand eller andet end tørkloset og strøm, men med et hjerterum så stort, efter en så flot flyvetur så intet kan beskrive det.

Stedet er som at komme til det vilde vest, blot er det Grønland, støvede grusede små veje på den forholdsvis jævnt stigende skråning mod fjeldet.

Turen herop tog omkring 4 timer med mellemlanding på Upernaviks fjeldtop, så fik jeg overraskende også prøvet dette. Blev helt vemodig da jeg stod uden for flyet og nød en smøg, hvor jeg kunne se øen rundt og byen derned på fjeldskråningen. Mindes den dejlige uge heroppe hos Fleicher familien…men de er jo flyttet nu…for øvrigt skulle vi alle her sikkerhedsscannes, idet flyet efter Qaanaaq skulle lande i Thule, den eneste rute der sikkerhedstjekkes på flyvninger i Grønland.

Qaanaaq er vel hovedsagligt et fangersamfund, men mere herom når jeg er bedre in-formeret.

Der er sydpå til Thule Air Bace, 8-10 timer i en båd afhængig af størrelsen, eller om vinteren to dage med hundeslæde op over indlandsisen, eller 45 min i helikopter.

Materialer og andet gods der ikke kommer pr. fly bliver sejlet hertil, herefter fragtet ind over det lavvandede område enten i små både, eller med det store landgangs lignende skib. Faktisk som lignende de landgangs fartøjer man ser på film og andet, når stormtropper landsættes på stranden.

Stævnen sejles helt op på stranden og af og på kan køre store entreprenør maskiner og andet. Materialer og vare stables på sandstranden og hentes af firehjuls pickup, eller de små velegnede firehjuls med store dæk, nærmest en mellemting mellem en motorcykel og lille traktor, meget handige og snilde, og så kan de køre herlig hurtigt på de ujævne, grusede og stejle veje.

Navarana er draget til fjelds efter blåbær…tror hvor hun havde brug for eftertanke over hvad hun havde indladt sig på… J… hvor hun så end vil finde blåbær i et landskab, der for mine øjne lige nu, ikke øjnes vegetation.

Var med et smut til kaffemik hos noget familie til Navarana, der fejrede fødselsdag, men desværre var lagkagerne spist.

12. august 2005

…hvor herligt… har lige været i bad oppe i stedets officielle badehus for de badeløse…

der er en del hjem der ikke har eget bad, så det er en tur for en flad tyver med varmt vand, dog ikke i weekender, samtidig er det stedet hvor du vasker dit tøj, så du vælger selv programmet, hurtigt vask eller grundig vask.

Ligeså herligt nu at kunne sidde ude i den kølige morgensol og skrive på dette vidunderlige instrument anbragt på mine knæ, se , lugte og høre omgivelserne mens tankerne ruller.

Vandvognen kører rundt og en enkelt maskine dernede på stranden flytter bygnings tømmer, den lokale betjent kommer rullende rundt på sin formiddagstur og snespurve ungerne samles, for at øve sig til efterårets træk mod andre egne…jøsses for et kæmpe torden bulder derude, kan desværre ikke få øje på isfjeldet der kælver, men der er også mange og mindst 30 km over til den anden side, måske det også var en af gletscherne derover der kælvede?…

Og så er der selvfølgelig lige lokums tømmer’n der kører rundt med traktor og gummivogn og tømmer tørklosetterne.

Pokkers også… kan se på min pc jeg har adgang til DMI’s trådløse netværk, men kan ikke finde ud af hvordan jeg gør, Mikkel siger ellers det er så nemt…DMI har en off. ””Vejrstation” eller andet i Qaanaaq. Kunne jeg logge mig på den kunne jeg sende og læse breve…

Vil i dag forsøge kontakt med en fanger i bygden Siorapaluk, han skulle vist være japaner og have været fanger heroppe i over 30 år. Navarana siger han i øjeblikket tager på Hvidhvalefangst nord på mod Etah, så der er med at være der.

Ellers venter jeg med spænding på Greenpeace skibets forventede ankomst om vel en uge, så ellers skibet ligge godt skjult i en lille bugt uden for Ilulissat, officielt for at lave undersøgelser om den globale opvarmning. Greenpeace er på ”charme offensiv” i det grønlandske, samt deltager i verdenskongressen i Ilulissat derom, den 16. august.

Men grønlænderne har stadig et ambivalent forhold til Greenpeace, grundet deres hetz mod sælfangst engang tilbage i 80’erne, der jo totalt ødelagde mange grønlænderes livsgrundlag.

Igen… officielt i aviser og radio tager grønlænderne pænt imod dem, men…men ikke lige hvad jeg hører… de lukker så underligt af når snakken kommer derom… for øvrigt et meget udbredt fænomen når talen kommer på vanskelige ting…så bliver der en larmende tavshed.

14. august 2005

Stranding på et øde næs, sammen med en flok herlige eskimoer

Sidder lige nu i Ferdinands speedbåd, et stykke oppe på stranden, med lyden af bølgeskvulp og det store ishav derude mod nord, som fortoner det sig ud i det evige, vel ikke mere end omkring1.000 km syd for den geografiske nordpol. Alt taget i betragtning, mit kortmateriale er ikke for godt heroppe.

På vej nordover fra Thule til verdens nordligste bygd Siorapaluk…

Vi er strandet på dette næs…Umivik , ved Mac Cormick Fjord, eller retter… da vi i går efter en herlig tur i strid vind så et telt på land, drejede Ferdinand pludselig kursen da de derinde gestikulerede kraftigt.

Vi skulle komme i land…op på stranden gik det med spidsen af båden, de sagde vi ikke kunne runde næsset, idet der var nordlig storm lige så snart vi kom om i åbent hav og de havde måtte vende om med deres tre små joller belæsset med 14-15 i alt, mænd, kvinder og børn og alt deres habengut, og det var ikke så lidt, idet de havde været i Laksefjorden for at fiske ørreder.

Det startede ellers så godt med næsten havblik og dybblå himmel, nu vel på 10. 11. dagen.

Huu… hej… gik det derud af i den store speedbåd lige fra starten i Thule Qaanaaq, ville hvis vise hvad den kunne(115 hk) og senere da de store dønninger begyndte, var det som at så på ski ned af pukkel pisterne på den sorte løjpe i Alperne.

Det var nemlig bedst at stå op når båden slog smut over disse høje dønninger, svajende og vuggende i knæerne i bedste Ingmar Stenmark stil, med skumsprøjt og solen i ansigtet… se selv trods den kolde luft er dette bare herligt, godt klædt på i flere lag tøj, så jeg ligner jeg ved ikke hvad.

Flotte natur scenerier, høje is belagte fjelde, fleres steder i mange nuancer af farver, gletscher der snor sig som enorme skiløjper, set på afstand altså, fra den tårnende indlandsis, ned af bjergene.

Nå… her på dette absolut øde sted er jeg så, efter en nat sovende i en lokal fangers lille jolle på stranden.

Da jeg i aftes gik lidt hvileløst rundt med min rygsæk for at finde et egnet sted at ligge på den skærvefyldte skrænt og strand, kom en af de andre og sagde kom…ned til jollen der lå trukket godt op på stranden gik det og her skal vi sove, sagde han.

Et interimistisk mat hvidt armeret stykke plastik blev nødtørftigt gjort fast over båden og her lå jeg så… til lyden af bølgeskvulp vindens ruskene i jollen og plastikket, lugten af gammel fisk og andet affald… i alt mit tøj på nær støvler i soveposen, med hans aromafyldte flyverdragt som underlag, med tanker om Knud Rasmussens beretninger fra samme område…helt ærligt jeg faldt straks i søvn. Der er stadig midnatssol heroppe.

Vågnede tidligt til lyden at en stormende kuling, løftede hovedet og konstaterede et frådende hav derude…nåå… så kan jeg hvis godt lægge mig ned igen og lagde hovedet på min sammenkrøllede

polarfrakke. Vågnede dog igen kl. 6.30 og der var faktisk koldt…så jeg krøb ud af hulen og gik lidt til fjelds for at finde et læ’sted og få lidt tørt brød og kold kaffe.

Denne evindelige hylende og stødende vind der ikke findes læ for, er næsten i længden uudholdelig.

Vi er gået til lands sammen med 14-15 andre lokale mænd som kvinder og børn. De skal også til Siorapaluk som vi, idet de har været på sommerfangst. Og dufter derefter…de er sejlende i tre meget små joller, ufattelig de kan være der med alt deres habengut.

Op slog de et par gråhvide lærredssejl … Ja…jeg måtte opgive at skrive mere på vore ufrivillige opholdssted da vinden var for kraftig og tankerne for flyvske……………….

Så her følger en uddybende beretning om det hændte…

Dagen gik med forskellige ting og ingen ting. Et par 8-9 årige drenge gik med en salonriffel langs stranden og skød til måls efter et par af de af en voksen nedskudte havmåger, der lå og flød et stykke ude på havet.

Senere fik den lille hvalp af en slædehund de havde med en hel’ måge, den gik trods sin unge alder direkte til biddet som havde det været dens livret i mange år, ud flåede den indmaden og var rød i hele hovedet, den åd så meget at den lå pustende med ballon mave resten af dagen…så var der da fred for det lille legesyge irret…

Snakke ret meget med de fleste kunne jeg ikke, men fik da gættet mig til en del når de sad og snakkede og fortalte historier. Specielt en af mændene fortalte meget når vi sad i en lille halvkreds på et stykke drivtømmer…hvor det så end kom fra, her er ingen træer…

De delte beredvilligt ud af deres te, kaffe brød og sågar spiste jeg tørret og stegt narhval bøf, det kan nu godt spises, og mit proviant var lidt tyndt, havde kun selv med til en’ reservedag, husk i bedste fald ville sejlturen vare under 5 timer.

Et par lange ture hen ad den blæsende strand gik jeg…

Efter at en af kvinderne var kommet til skade med knæet om morgenen, da hun og nogle stykker legede ”tik” fordi det var så koldt og de frøs, satte hun sig ved siden af mig og ville klunse eller slå hånd… først anede jeg ikke hvad hun ville og da det endelig gik op for mig havde jeg tabt…. Du gå

van… grinede hun… og pegede blot skrå op ad fjeldet… nå jeg gik med 10liter dunken uden at ane hvorhen, for havde ikke forstået hendes forklaring.

Men efter en rum tid og lidt søgen et par km oppe hørte jeg en svag brusen…dunken blev møjsommeligt fyldt i den sparsomme strøm… og jeg nåede svedende, for en gangs skyld og langarmet tilbage. Fjeldet er ikke uden fare at gå i, idet på denne årstid tø’er den øverste del af permafrosten, og selv om terrænet ser tørt og stabilt ud, er det blot en skorpe som på gammelt grød, du går visse steder direkte i til knæerne eller langt værre…

Hen ad klokken 18 var vandet atter steget tilpas til at vi kunne forsøge at skubbe bådene ud deri.

Alle gjorde stille og roligt hvad skulle gøres og vi masede alle mand og kvinder med bådene en efter en. Det er faktisk lidt af et kunst stykke at få bådene ud og startet motoren inden de atter skyller op på stranden.

Kort efter gik det atter derud ad stående tilfreds med vinde i ansigtet.

Men kort derefter da vi rundede næsset var der atter skrappe bølger og store voldsomme dønninger. Til sidst stod jeg halvt på hug så langt inde i båden som muligt for ikke at blive totalt gennemblødt.

Havet var dybt blåsort og fråden stod på bølgekammene.

Når vi huggede voldsomt ned i en bølgedal tænkte jeg ind imellem på, blot vi ikke rammer en af disse sortis isskosser. For så er ballet slut, de går efter signende lige gennem de special lavede glasfiberbåde. Og ville ikke være nemt at øjne i det oprørte hav.

Sortis er smeltevand højt oppe på indlandsisen der så atter er frosset og gennem mange mange år ned gennem indlandsisen er blevet udsat for dette enorme tryk og tømt for al den luft der er i almindelig is og vand. De har en større vægtfylde og er næsten ikke synlig i havet da de ligger lavt og har denne blå mørke gennemsigtige farve.

Men over kom vi og sejlede lugt op på stranden, hvor jeg hurtigt blev gennet af så de kunne vende båden og komme tilbage. Mit bagage blev kastet op på stranden i hast, selv min computer fik en flyvetur, men den virker da endnu. J

Han glemte i farten faktisk at få penge for turen, hvis ikke jeg fra stranden havde gestikuleret derom og en i vaders hurtigt gik ud dermed.

Verdens officielle nordligste Bygd Siorapaluk

Ja det er ikke frisk luft jeg mangler lige nu, hvor jeg sidder på mit rum i verdens nordligste officielle bygd med en storslået udsigt til havet derude og den nordlige spids af Herberts Ø ca. 40 km borte og dets bjerge , lidt over 1200m.o.h. med den evige is på toppen, ja i gletscher helt ned til havet.

SIORAPALUK ligger nord for det sted Kap Perry som Knud Rasmussen beretter om i en af hans ekspeditioner sammen med Peter Freuchen omkring 1920’erne, hvor de lå i læ bag en stor sten og ventede på stormen skulle lægge sig.

Mit logi er et lille værelse i forbindelse med bygdens sundhedsstation, som vel bliver brugt når der er tilrejsende sygepersonale. Her er te køkken og bad…dog uden vand da blandingsbatteriet er borte.

Lokummet er en spand. Det tilstødende lokale hvor min nøgle også virker til er konsultationsværelset med sparsomt inventar en telefon og en håndvask…en briks og en synstavle samt vægt og højdemåler…til mennesker altså.

Er sparsomt blevet vasket efter den hårde sejltur.

Kl. 22.00

Japaneren Ikon har lige været her. Han troede vist jeg var en rig amerikaner eller dansker. Idet han talt om at betale pr. dag for jagt og samtidig komme til Etah. Noget med ikke under 1.500 pr dag i måske fire fem dage, han må da være tosset.

Jeg forklarede på engelsk, som han helst ville tale, at jeg arbejder på børnehjemmet i Ilulissat og jo ikke fik så mange penge derfor.

Det hjalp nu ikke så meget, han var ikke interesseret i at sejle til Etah for at jage havdyr lige nu da vejret var så blæsende. Det er så også ok, men følte han mistede interessen for mig…uden penge.

Det med Navarana sagde jeg kunne komme med ham på jagt og så måske kun betale benzinen, havde han ikke hørt noget om.

Han troede det var mig der ville på Ren jagt.

Så talte han om jeg kunne leje en speedbåd og sejle derop på en dag…til 1500.- tosset da jeg ikke kan sejle og kender ikke farevandene…

Vi aftalte han i første omgang ville prøve at skaffe en fanger der ville tage mig med, mod jeg betalte benzinen.

15. august

Vejret: skyfrit sol, 3-4 grader og en kraftig kuling fra nord, der giver skum på bølgerne, der kommer bragende inde fra gletscheren en syv otte km inde i bunden af fjorden.

Efter et bad i det lokale badehus… der ligger i forlængelse af mit logi og sammen med stedet hvor de vasker tøj og renser skind m.m…det ligner også et slagter hus…og en pille for første gang på denne tur grundet en mega hovedpine, tror jeg udtørrer grundet den meget tørre luft, ja.. så er jeg nogenlunde ok. Var en tur nede i den lille butik i bygden, her var ikke meget at komme efter, frosset rugbrød, toastbrød, dåseleverpostej, frosset leverpostej, sukker, mel og en hav af langtidsholdbar kager og kiks, tørmælk og andre lignende dåse produkter… jeg må vist lære at æde sæl rå…

Uden for butikken mødte jeg Hans, her bor vel højest et par hundrede mennesker, en stor mand der taler næsten perfekt dansk, Hans var blandt de der overnattede på næsset. Han ville også forsøge at forhører sig om en der kunne sejle mig til Etah.

Samtidig fortalte han, at han egentlig skulle have været på arbejde som reserve betjent i Qaanaaq, men vejret havde været så godt de sidste to uger, så han havde udskudt det, og nu var han og vi alle blæst inde… så han ventede blot…så måske jeg kunne få et lift med ham i jollen tilbage til Qaanaaq.

Men kort efter kom Ikou (Japaneren), han var oppe at køre lidt, han havde skaffet en fanger der godt ville tage mig med mod at jeg betalte benzinen, han skulle på fangst et par dage oppe ved Etah, men ikke før vinden lagde sig…så nu venter jeg og vil se lidt på de syv fire ni huse…her i bygden.

Gik en tur ned til havnen, som faktisk blot er en bred sandstrand, med sand som ved Vesterhavet.

De små joller er så trukket op på stranden eller et par stykker ligger for svaj lidt ude.

Jeg bor vel omkring 150m derfra.

Her var nogle ved at skubbe en af de støre joller i vandet. Jollerne her er vel mellem 3 og 5 meter lange. Jeg smed rygsækken og hjalp dermed. Ikou ( jap) var også her, ser ud som han er her og alle vegne. Sandet føg os om ørene i den stride vind og bølgerne stor højt, men ud over brændingen kom de da og satte kursen i den høje sø mod næsset derover hvor vi overnattede. Lidt halsbrækkende så det ud, men senere erfarede jeg, at den gamle godt indpakkede lille dame skulle nå flyveren i Qaanaaq til Ilulissat i morgen tirsdag. Så de kunne ikke vente længere.

……..nu vil jeg lave noget dåse mad…her er jo ingen burgerbar eller andet overhovedet end omtalt butik…sønnemand Mads ville være gået i koma…men her er da en’ kogeplade…og min 10.000 USD udsigt her fra mit vindue et ikke at beklage…

på min lidt sene aftentur rundt traf jeg Hansi (Hans) nede ved sin båd sammen med den anden der også var på næsset hin aften. Han stod og betragtede to der var ved at sætte båd i vandet, dette gik lidt bedre end i eftermiddag idet vinden har en lidt anden retning, men er stadig isnende kold og hård. Efter en del roden med motoren i bølgerne derude og efter en var roet derud i sin lille jolle, lykkedes det dem endelig at komme mod Laksefjorden som var deres mål, denne sene aftenstund.

Nogle få unger spiller bold mens et par unge forældre, med de spæde bundet i en tøjbylt på ryggen, spiller med og hundene hyler i kor som tilskuer.

Fik en sludder med ham om det topmøde der skal være i Ilulissat hvor han sagde mange betjente fra hele Grønland er indkaldt. Han er god til dansk, men af få ord.

Topmødet er om den globale opvarmning og har jo som før omtalt besøg af Greenpeace.

Hjemme var jeg inde i ”slagterummet” da jeg hørte bankelyde.

En yngre kvinde var i gang med at udspænde et isbjørne skind, som hun fortalte hendes søn skød i maj ude på isen. ( skø ma is ..son ) ellers smilte hun hele tiden og sagde he he …he he ..

Hun er vant til håndens arbejde, kunne ses på hendes hænder der var mærket af udendørs og vådt arbejde med slidte negle og hård hud. Men så gammel var hun da heller ikke…hmmm…

..hold da så kæf… derude i forbistrede hunde….

Ja… jeg vænner mig ikke endnu helt til denne evindelige hylen…

Her er en del hunde, de fleste lidt uden for bygden, der vel har omkring 20 til 25 beboede huse, lidt svært at bedømme hvilke der er beboet. Så lidt større end Nytoft og med butik, kommunekontor, skole, børnehave, sundhedsstation, elværk, vandværk, tankanlæg … MEN ikke en’ eneste bil eller andet på fire hjul end blot nogle få af disse små firehjulet knallerter/traktorer og så sandelig en Brenderup trailer… et par larvefødders små trækvogne til at gå bag efter.

Der er ikke lyden af noget motoriseret ellers… blot bølgerne dernede og hundene og en sjælden gang, lyden af et eller to mennesker…og så lige køleskabet om natten

Ikke rigtig nogle fugle lyde, Søkongerne er fløjet igen, lidt snespurve i ny og næ.

Ifølge Hans lever de fleste af fangst, altså de der ikke er ansat på ovennævnte steder, eller på anden måde offentligt lønnet… har nu ikke talt over 10 både/joller.

Men jeg fandt tilfældigvis Helliporten oppe på fjeldet, da jeg forvildede mig på en to en halv timers lang ekspedition op mod den evige sne…trådte sandelig også i den…sneen.

Når tiden er fyldig ser du utroligt mange små vækster, lave mos lignende blomster og andet der gror nede mellem klippestykkerne og på læsiden af fjeldskrænter på en solrig plads.

Ville følge den lille brusende elv på dens vej op til den øverste is og sne, men måtte vende om da solen forsvandt bag fjeldet og vinden da tiltog i styrke.

Lidt om den ”verdens” kendte japaner…

Inden jeg startede min lille tur, besøgte jeg lige Ikou (jap) der er i gang med at bygge nyt hus allerøverst oppe, et der er en storfanger værdig, med udsigt over hele bygden og den halve verden… På engelsk fortalte han om genvordighederne ved et sådan byggeri, to tre år har han været undervejs.

Materialer er svært at få og bragt herop.

Det først skib sad fast i pakisen i måneder og vendte om, det næste glemte at sejle til Siorapaluk og det tredje havde ikke lortet med. Der kommer et til to skibe om året.

Men nu ser det ud til det lysner… men mange småting mangler han endnu at få… måske derfor blandingsbatteriet her i badet på sundhedsstationens gæste rum er pist væk…

Og helikopter transport gør materialerne dyre end guld… her kommer vist ikke mange, har ikke set en endnu…ej heller skibe på havet…ikke en’, og jeg kan ellers se meget hav…men hva’ faen sku’ de også helt heroppe…det er vist kun det danske sø militær der forvilder sig herop… og så de gamle nordpolsfarer. Men jeg kan så fortælle alle andre, at her er bare skønt…smukt er her, et herligt sted…

…Midnatssolen skinner endnu og klokken er kvart over tolv nat, Herberts ø’s is kalot ligger solbeskinnet derover og blæsten skummer bølgerne hvide på det mørkeblå blæsende hav.

Der er koldt derude…

Jeg må finde på et eller andet blødt at lægge under hovedet i nat så denne forbistrede hovedpine forsvinder…

Luften og solen i dag hjalp ikke, gjorde blot mit ansigt mere skorpet af den meget sol, blæst og saltvand…ligner snart en tibetaner fra Himalaya…men skægget gror…

16. august 2005

I dag er vinden om end endnu være ja nærmest storm, hvad hjælper det så at solen skinner køligt fra en skyfri himmel, når fråden står hen over havet.

Hos en fanger…

Var en tur og banke på her midt formiddag, hos ham jeg skal med på fangst…ud af døren stak en kvinde hovedet og trak det skyndsomt tilbage, kom dog frem igen og bød mig inden for.

Manden var endnu ikke stået op, hvad skulle man dog også gøre det for når der ikke er noget at foretage sig.

Han talte overhovedet ikke dansk, men kunne forstå på ham han var klar over aftalen og når vejret blev dertil ville han give besked.

Huset var et mindre ”skur” med diverse fangstredskaber overalt, et par ruder var erstattet af plastik, tøj og andre ting lå her og der i det trange mørke rum.

I vindfangen lå og hang forskellige skeletter og kæber og tænder fra større dyr, samt et mindre sælskind, samt en papkasse med bakker af leverpostej ( Tulip) og andre kolonial vare, ser ud som de hamstre når der endelig kommer skib og butikken får vare, der lugtede denne specielle lugt, som er ved at være så vant for mig rundt omkring.

Nok ikke stedets største fanger, men hvad hans alder taget i betragtning har han jo overlevet mange strabadser og turer i det vilde nord. Så får se hvordan båden er.

Hen på eftermid-dagen er der en stille aktivitet på stranden, nogle få roder eller reparere jollen, nu er der jo ikke vejr at sejle ud i, der lulles lidt rundt, men glem ikke der er ikke et pulveriserende Græsk havneliv, vi taler vel om en 5-6 personer og så en 4-5 mindre børn der leger ved de to store klippe sten i vandkanten. Her tænke jeg med bedrøvelse på de muligheder vi tilbyder vore unger når de enten ikke er i skole eller i børnehaverne, heroppe bruger de hvad der er til rådighed og det er naturen og ikke at forglemme den friske havluft og udsigten over havet til indlandsisen der tårner sig op i det fjerne.

Tanker

Ja hvad gør man sig af tanker når du venter, eller hvad giver du dig til et sted hvor det pulsviserende liv er begrænset. En tur i butikken for at købe et eller andet. Stå uden for om der skulle komme en der kunne forstå dit sprog. Men de lokale virker enten genert eller også ikke interesseret i at skabe kontakt, et smil et nik eller et alloh…

Butikken er stedet hvor man lige stopper op ikke just fordi de har travlt, alt går i et meget langsomt tempo, eller sætter sig ned uden for under taget på den i kraftig tømmer bygget lille veranda, med et par brædder at sidde på i hver side.

Jeg læser lidt i en bog om Knud Rasmussen af Ebbe Kløvedal Reight, går et par lange turer, men skal jeg ikke være bjergbestiger, eller pakke rygsækken til en længere ekspedition, ja så er mulighederne ved at være udtømte.

Og så kan jeg ind imellem få underlige tanker…så som at der skulle være sket noget derhjemme, der er jo faktisk ikke nogen der rigtig ved hvor jeg befinder mig. Jeg er jo blevet så vant til der alle steder kan skabes kontakt, på enten sms eller Internet, her er der ikke noget.

Så jeg gik i butikken og hørte efter en telefon for at ringe, fik kontakt med Mikkel og fortalte om hvor jeg var, glemte dog sådan mere præcis at angive stedet og glemte næsten at spørge til ham.. og så er der det, at man faktisk ikke burde skabe kontakt når der ikke lige er den nødvendigste brug derfor, for bag efter begynder man jo at analysere samtalen, sådan tonefald og anden stemning deri. Og her kan man, ihverttilfælde mig, nemt udlægge det i forskellige retninger, såsom: han lød lidt trist, eller ked af det, hvad mon der trykkede ham o.s.v.

Så er der jo lige alt det du ikke fik sagt, men du kunne jo selvfølgelig ringe igen, men det kunne jo lyde som om der var noget galt, for nok er du langt væk og føler det er længe siden, men dem derhjemme i deres daglige rytme føler jo ikke de få dage er lang tid.

Eller du tænker, fik du nu sagt noget der kunne misforstås og støde Mikkel.. ja der er et hav af tanker, når du er renset for alle andre påvirkninger heroppe i det absolutte fjerneste hjørne af verdenen.

Går og bliver lidt paralyseret og kan ikke få det rigtige flow i gang… hvad skal jeg her eller hvorfor valgte jeg ikke dette rigtige Grønland i stedet for den lidt mere glamouriseret Ilulissat .

Skal jeg nu også tage med på denne fangst, hans båd ser ikke ud til at være af de bedste, den er absolut åben uden noget, den er lidt ramponeret og flyder med alverdens ting…alle disse unødige tanker har jeg ikke brug for…det er bare af sted og så ikke mere pjat…

Ind imellem har jeg nogle små sorte fnug der fare over synet på mig, som om de flyder rundt på øje hinden. Mener da nu jeg drikker vand ofte, så ved ikke hvad det skyldes.

Ferdinand

Han er ansat ved Qaanaaq kommune som afdelingsleder og er kommunens edb suporter.

Han var den der gerne ville fortælle om hvad han kunne og gjorde, ville gerne romantisere livet heroppe lidt.

Han er født og opvokset i Østgrønland Angmanssalik og har været i skole i Danmark.

Har besøger næster hver år Danmark omkring Ølstykke, siger de har mange venner dernede.

Ferdinand er en habil sejler, men vil også gerne vise hvad båden kan, især til at begynde med.

Han havde en anelse lugt at sød spiritus ånde da vi lagde ud, og senere viste han mig en lommelærke som han sagde, han altid havde på sig, da han kunne lide denne kradse smag i munden ind imellem.

Han kæderøg i starten af turen, men røg overhovedet ikke på den sidste del. Måske de var løbet tør for smøger, ved ikke…men ellers en gemytlig mand og familie.

17. august 2005

…vekslende skyet, nordlig kraftig vind og klart sigt, vel kun 3-4 grader.

Havde i nat en del mørke skyer drivende gennem hovedet på mig, fik dem skrevet ned og så må det være godt, vil ellers ikke belaste jer yderlig med dem, nu er humøret igen ok…

Ikke til Etah i denne omgang…

…må erkende at efteråret er begyndt i disse nordligste egne også her omkring Siorapaluk. For os danske er det vel nærmest november december vejr.

Fangeren jeg skulle med til Etah nordpå er draget sydpå til laksefjorden for at jage, der er vinden endnu ikke så stærk. Glemte lige at fortælle mig det…

Ifølge sigende er det den kraftige vintervind der er begyndt at falde fra indlandsisen og den kan vare i uger og afløses af regn og så senere sne. Så udsigterne er ikke for gode.

Det siges at vejret har artet sig underligt de sidste 7-8 år med stormfulde efterår og megen regn, meget sne i vinteren og ikke altid sikker is på havet, hvilket begrænser fangstmulighederne af havdyr.

Etah er det isfri landområde der ligger lidt nord for Siorapaluk og det var her Knud Rasmussens Thule ekspedition udgik og endte i 1916 med temmelig udsultede deltager og to dødsfald undervejs.

Etah er stedet hvor man formoder indvandringen til Grønland, fra det nordligste Canada, Alaska ja helt fra Asien og Mongoliet formodes det folkevandringen har fundet sted over mange hundrede år. fandt sted i fordums tider.

I Etah findes ingen beboelse længere, det er blot et sted, stedet hvor eskimoerne formodes indvandret over sundet, i gamle dage var der bosættende fanger der, ifølge Knud Rasmussens fortællinger.

Jeg ville så gerne bare stå der og mærke suset fra fordums tider…

Er nu ved at undersøge mulig-heden for et lift til Qaanaaq med jolle, det forlyder Hansi og familie skal af sted når vinden lægger sig en smule, med de er ikke at finde nogen steder.

Venter… tiden er jo stadig god idet det blæser kraftigt, dog kan vinden pludselig lægge sig og så skulle de jo ikke så gerne smutte.

En anden gang må jeg så herop i starten af juli og vente til isen bryder op, idet det er lige her det gode vejr er.

Måske en af de store havgående isbrydende skibe med lethed kunne sejle nu, men det er halsløs gerning i disse små både.

Og for øvrigt kan der kun jages havdyr fra kajak når der er næsten havblik.

Der MÅ kun ifølge fredningsreglerne jages havdyr fra kajak… og ikke fra motorbåd.

Ikou ( Jap ) fortalte på en blanding af engelsk, grønlandsk og japansk, så alt med forbehold, at der kommer en dansk skolelærer i morgen, en kvinde, har været her i flere år. Hun må da vist komme med helikopter, vi får se…

Den nye skole bygning er ikke færdig endnu idet, de danske der skal lave den er gået på druk i Qaanaaq. Siges der

Børnene begynder først her i slutningen af august afhængig af hvornår læreren kommer.

For øvrigt ser jeg ikke nogen form for alkohol her i Siorapaluk, hverken i butikken eller som affald liggende nogen steder, som ofte ses andre steder i Grønland.

Samværet med deres børn er døgnet rundt intens og varmt, for mig at se, et tæt samvær som ikke lige i min branche ses mest dernede i DK. Jeg har dog kun været her kort…

Kaffemik …

Blev sandelig inviteret til kaffemik i det blå sku.. nej hus tæt på vandet, viste ikke lige hvad jeg skulle købe, da der i butikken ikke findes slige ting. Gav en lille pose matador mix til kr. 30.-

Drengen blev 11 år og boede sammen med forældre og adskillige mindre søskende på vel under 40 m2 fordelt på to rum.

Det ene rum var køkken med vandtank stående, olie kakkelovn, en lille håndvask, en gammel sofa, en briks med dyner, en trebenet skammel, et fjernsyn, en masse familie foto i størrelse, 10-15 allerøverst på de blåmalede, havde det vist været, væge der bar tydelig præg af ælde, samt en masse andet ragelse og tøj liggende og flyde rundt omkring. Tømmergulv og et vindfang med alt mulig stående og liggende.

Jeg spiste med glæde ris vælling med rosiner, hval i ris vælling, drak lidt kakao og spiste en rosinkringle brød eller hvad det er de ofte bager i tonsvis af adgangen.

Deres boform kunne også minde lidt om nomadernes i Mongoliet, blot er det et hus og de har el og andre tekniske hjælpemidler, dog ikke rindende vand og træk og slip.

Her er flere af disse skurlignende huse hvor der faktisk vrimler med børn og voksne ud og ind. Hvad de egentlig laver ved jeg ikke. De voksnes påklædning kan godt virke lidt Canadisk præget med basket kasket og flotte farverige polar jakker, som regel med nogle solide støvler på fødderne. I solskin har de ofte tætsiddende reflekterende solbriller på.

Hundene her er mere trivelige end dem i Ilulissat, flere løber frit omkring og børnene trækker gladelig rundt med de små i snor og leger med dem, dog ikke de der står lænket.

Børnene virker glade og harmoniske sammen med de voksne… lige hvad jeg kan skue…ved ikke hvad teen-åringerne laver, ser dem ikke…måske de er i skole i storbyen Qaanaaq.

Da jeg kom til Ilulissat fik jeg at vide at Nuuk er en storby, da jeg kom til Upernavik fik jeg at vide Ilulissat er en storby, i Qaanaaq siger de Upernavik er en storby og her i Siorapaluk er Qaanaaq en storby…så er ringen vist sluttet.

Nok en kaffemik i Siorapaluk – Hengemt sæl…hmmmm…

Ja så var jeg til endnu en kaffemik, var ude at gå en lille aftenstur…mest fordi jeg fornemmede et eller andet var på færde, idet jeg så flere gå stille i samme retning… da nogle råbte mig nærmere, der var indvielse af et nyt hus…ejeren fandt jeg ikke ud af hvem var…¨

Uden for lå en opsprættet sæl, gammel sæl fik jeg at vide, indvolde hoved og det hele, en stor blodig masse, glad stod de og skar blodige lunser af denne halv rådne sæl.

Fik et stykke og stoppede det pligt skyldig i munden og der bredte sig en blodig smag, lignende når en visdomstand er rykket ud og blødningen ikke vil stoppe i flere dage.

Blodet løb ud af munden på mig og jeg fik vist uden de så det, spyttet det i en stykke papir fra min lomme.

Fik et billede af børnene, men kvinderne med blod i hele ansigtet, som hundehvalpen der havde haft hovedet inde i indvoldene på havmågen, trådte generet til side med et stort bredt blodigt smil…

Indenfor var der mange mennesker, de fleste havde jeg hilst på tidligere på dagen ved fødselsdags kaffemikken, ikke mindst børn, talte vel en 12-14 børn under ti år. Kaffe kage og budding.

Og må sige når de bygger nyt ja… så bygger de, ikke stort af m2 men med alle tænkelige moderne tekniske hjælpemidler, nøjagtig som et mo-derne køkken.

Det ender jo med jeg bliver helt glad for stedet og bliver en bitte del af dem…

Men forstår ikke no-get af deres gurg-lende dybe halslyde fra bagerst i hal-sen …gurgqaqaq qaaurgq…

Men aflæser deres kropssprog og mimik, det giver til tider en vis mening, og så kommer de af og til med et dansk ord.

Når de henvender sig til mig er det med to tre danske ord, der så kan gættes meningen af, og jeg er faktisk begyndt at svare igen med enstavelses enkelte ord, idet de ikke rigtig forstår når jeg siger en hel sætning, men så griner de bare og nikker, vist uden rigtig at vide hvad jeg sagde…

Her fra mit vide udsigt over det meste af bygden kan jeg se flere valfarte op til huset, med børn i hånden, eller spændt på ryggen i en siddestol eller sæk.

Japaneren var der heller ikke denne gang, men han er jo også en travl mand, nærmest løber fra gøremål til gøremål, han ryger som vist den eneste i bygden ikke, men hans synlige rigdom kommer jo heller ikke af ingenting.

Ups..ser ud som vinden er ved at lægge sig, bare de så ikke midt i nat smutter uden mig, er ikke sikker på de rigtig forstod jeg gerne ville betale for et lift i jollen…for lidt siden sejlede et spædbarns forældrepar ud med hele udstyret, så det er vist ikke helt farligt mere…må vist sidde længe oppe i nat og lurer.

18. august 2005

Tilbage i Thule/ Qaanaaq

Ja… så er jeg atter tilbage i Thule/ Qaanaaq, solen skinner stadig og vinden er svag.

Nej de smuttede ikke fra mig…for efter en tur lige før middagslukning til butikken, det er nemlig på denne tid de fleste kommer, da mødte jeg Hansi, som kort grinende sagde kl. 2 sejler vi.

Hjem og pakke og gøre en anelse rent efter mig og så ned på den stadig omsuste strand.

Jøsses… skal de have alt det med i jollen… men må sige disse små joller af Keegnes typen er ganske sødygtige, rælingen vel godt en halv meter over vandet, trods godt dybt i vandet skar den sig frejdigt gennem de skrappe søer.

Og med den meget friske kølige vind i ansigtet og godt klædt på i flere lag tøj, sad jeg og nød turen mens den lille slædehundehvalp lå med hovedet i mit skød, senere trængte kulden dog langsomt igennem og den sidste time var knap så fornøjelig, gad vide hvordan dette ville være senere på året.

19. august 2005

sidder på min sædvanlige plads uden for huset i Qannaq til lyden af helikoptere der i pendulfart flyver turister fra den store Russiske isbryder der ligger for svaj derude i aftenssolen med alle disse hundrede af amerikanske og canadiske m.m. turister, der har penge og mulighed for denne rejse…de skal en tur op på indlandsisen ”lige” oppe bag mig…måske jeg skulle trave derop en dag, men afstanden er vist alligevel lang.

Var i dag til indvielse af en ny skole fløj. Havde hørt derom.

Men først gik jeg en lille tur og kom i snak med de håndværkere der lavede skolen.

Til den historie som japaneren fortalte mig deroppe i Siorapaluk, om at håndværkerne var gået på druk i Qaanaaq var ikke helt rigtige, de svedte for at blive færdig med skolen til indvielsen og skulle så om et par uger til bygden Siorapaluk deroppe i nord, for at lave deres skole færdig.

Så alt skal man ikke lige tro på…

Det var inviterede gæster til denne indvielse, men jeg trak mit pæneste tøj på fra sækken og travede derop. Ved indgangen deltes adgangsbilletter ud til de inviterede, jeg stod sammen med kommune ingeniøren, som jeg havde hilst på tidligere på dagen i anden anledning, og så ud som var jeg en af spidserne.

Senere var der optræden af en gammel fanger med tromme dans og denne specielle grønlandske sang, jeg gik lidt rundt og tog billeder som flere af de andre, der var taler af arkitekt, landsstyrer

medlem og skolens leder, vist flere kasketter på samme person.

Senere var der den helt store buffet med danske madvarer som de serveres herhjemme, øl vin, kage og kaffe. En virkelig stor og god fed kage, jeg nærmest tromlede ned af bakken igen og hjem for at hvile mig.

Ja sådan kan man også komme til fest ingen gjorde notits af jeg var der.

Så det at kunne være lidt anonym er ikke altid af det dårlige.

20. august 2005

Under snakken med den lidt påvirkede Ferdinand i går, under receptionen for den nye skolefløj, i Qaanaaq fortalte han… efter jeg havde forespurgt om han skulle til Thule Basen snart… at han ville til Thule Air Base lørdag og søndag, en lang tur på vel 8-10 timer hver vej. Men han trængte en våd aften først…så hvis jeg kom omkring 10-11 næste dag kunne vi aftale hvornår vi sejlede, han skulle sejle en kvinde derover.

Traf ham kl. 14 efter flere forsøg på besøg, han var lige stået op. Han var ikke særlig disponibel, men klar nok at tale med…meget mere om samtalen med ham og problemet, som han selv startede på og senere snakken med en bekendt der kom, om samme problem, igen påstartet af ham selv og hans kone…deres alkohold problem. Kom naturligvis ikke ud at sejle.

Føhn storm som et lyn fra en klar himmel…

Sidder igen lunt i stuen mens det knager og rusker i huset og de stødende kaste- og hvirvelvinde suser derude, bringer støv og andet i luften som skulle man tro der var snestorm. Var ellers gået til stranden for at hilse af med Navarana og noget familie 7 personer, børn og voksne der skulle ud i en lille båd, en tur ind i bærfjorden for at plukke blåbær. Alt bagage og proviant, telt m.m. var slæbt derned.

Vejrudsigten havde, som jeg havde set, lovet lokalt meget kraftige vindstød, dette bemærkede jeg over for hende, hun sagde som sædvanligt, det ved jeg godt, du behøver ikke fortælle MIG om vejret. Alle var troppet op, men en mand begyndte pludselig at pege op på en lille tallerken sky, føn sky, der havde tegnet sig på himlen, han tegnede og fortalte ivrigt, jeg forstod det måtte være om vejret. Solen skinnede og havet var blankt. …pludselig startede et inferno af støv og skidt og vinden ruskede og i løbet af få minutter var havet i vildt oprør med en kraftig fralandsvind fra øst, nemlig lige oppe fra indlandsisen et par timers gang oppe bag byen og fjeldet.

Så hurtigt kan det skifte…forstår de pakker til mange dage, når de tager på selv kortere ture. Langt derover på den anden side, ind mod den dybe fjord ses, her højt placeret, blankt vand. Så det er meget lokalt.

Ellers er himmelen lyseblå og kun et par stykker af disse tallerken skyer. Ingen kom ud at sejle den dag.

21. august 2005

Nyt logi…

Efter næsten to uger i Qaanaaq og Nyt logi…

Efter næsten to uger i Qaanaaq og Siorapaluk med mange gode oplevelser blandt venlige mennesker.

Ja… så der det mig sørgeligt at Navarana skulle forpeste de sidste dage for mig. Før jeg kom og efter ankomst indgik vi en aftale…Men efter få dage fandt hun ud af, at hun ikke var i stand til at have mig boende, dette respekterede jeg. Jeg fandt selv et sted, hos kateketen. Som stod for gudstjenesten, hvad han i øvrigt gjorde godt, under præstens fravær.

Efter at have mødt en ældre dame, efter min kirkegang søndag morgen. Hun hed Pauline Perry og var barnebarn af den berømte amerikaner der først nåede nordpolen. Hende snakkede jeg for øvrigt godt og længe med. Nydelig venlig hjælpsom dame.

Hvad jeg ikke respektere er at Navarana sprængte alle aftaler derefter og forlangte mange penge for opholdet, hvilket ikke var aftalen. Herefter startede hun en chikane af mig, ved at ringe til forskellige mennesker jeg var sammen med, for at fortælle dem hvad de skulle og ikke skulle. Dette ligger så langt fra min verden at det er mig uforståeligt. Navarana satte så meget i hovedet, på den ellers venlige og omgængelige kateket, at han forlangte en ublu pris for 4 dage i et hus der mildt sagt var noget griseri, samt 11⁄2 døgn uden varme idet han var indisponibel efter to halve flasker snaps.

22. august 2005

Det bliver ind imellem mere og mere deprimerende.

Skal jeg kort, meget kort skrive noget om Qaanaaq, uden de positive oplevelser i Siorapaluk…

Så er det første du ser virkelige fascinerende naturudsigt, spændende samfund…derefter deprimerende, pågående ubehagelige hændelser, tragisk, beskidt, næsten håbløst…omkring 2/3 del er forsumpet hver anden weekend.

Det må være et eldorado for en glarmester med alle de itu slåede ruder, og dog, der sættes oftest blot en plade for vinduet. Det smadres jo alligevel næste gang der er lønudbetaling, sten er der jo nok af, faktisk ikke andet en sten og støv.

Og som politimesteren, der er ham og så reserven Hans, bemærkede da jeg lige så forbi kontoret, der burde i stedet sættes tremmer for vinduerne, så skulle vi blot låse døren. (dog sagt med et smil) Han fortsatte: det går nok, blot vi bliver fri for det skyderi der er andre steder i Grønland…

I stedet for at komme til Etah, ja så er jeg havnet i løven hule, synligt med alt af livets forfald, om ikke i sagens kerne, men dog i den synlige konsekvens deraf.

Reserve præsten er gået, sandsynligvis på druk, efter i munter blandinger af Grønlandsk og dansk at have underholdt mig i eftermiddag, efter at have drukket en halv flaske snaps på to timer. Jeg klovn hoppede på limpinden, trods jeg kender adfærden så godt, han ville sælge et par fine sælskindshandsker til mig for 300.-, jeg fik dem for 200.- og så en time efter var manden gået, ja hvorfor, han manglede penge til alkohol og er efter salget gået derefter. g jeg der kender alle kneb.

Meget kommer frem i mig, men dette her beviser min nuværende styrke, ikke på det nærmeste er der kommet tanker hos mig om at deltage deri, trods alt er som skabt dertil. Blot disse ord og tanken om det bevislige deri… om min nuværende styrke.

Må jeg bede om visdom til at forstå situationen omkring mig og handle derefter. Han virker nu meget troværdig. Kateketen

Men han har haft telefon opkald fra Navarana, hvorefter han lidt underligt har snakket om penge, aner ikke hvad hun har sat i gang. Tænker det værste, hun er typen der kan finde på kvindelist af værste skuffe. Kun fantasien sætter grænser. Jeg har taget min lommekniv ind til kroppen og for første gang heroppe, følt behov for at spænde min pengekat/ pose ind på maven.

23. august 2005

Det blev en uforglemmelig nat, jøsses hvor blev her koldt, kunne ikke starte denne gamle oliekamin, havde underlige drømme og sov med al tøjet på i min sovepose. Reserve præsten kom tilbage ved 14 tiden og virkede som før han drak, stille og rolig, ædruelig og ikke snak saglig. Han havde sovet hos en ven…

Har talt med installatøren Jan som jeg mødte forleden, han vil gerne køre mig til flyet torsdag og henter mig ved mit logi. Det var betrykkende…en glad og herlig mand at snakke med.. Fortalte mig at de om vinteren kørte med bulldozer ud på isen til de store isfjelde, for derefter at smelte isen ved varmeværket i store tanke, som de så bruger som reserve drikkevand om sommeren, når elven ikke kan følge med til at levere vandet. Der tilsættes klor i vandet, for sidste vinter var der ved et uheld blevet skrapt en død hund med op i vandbeholderen. Bwrader…

Ligeledes forespurgt fortalte han at permafrosten lå fra 20cm til 2m nede og der ville blive problemer med de i forvejen skæve huse og ikke mindst landingsbanen, hvis den tøede. Som visse dommedags profetier forudser og også nogen steder faktisk er ved at være virkelighed.

På besøg hos DMI geomagnetiske målestation

I går var jeg en tur hos Svend Erik på DMI geomagnetiske målestation og ikke en vejrstation, som jeg håbede. Men en lille fjer i hatten fik jeg da…om min personlige pølsevogns filosofi, omkring en af årsagerne til den globale opvarmning, samt vejrmæssige ekstremer og forandringer i nyere tid… Her måler de den magnetiske nordpols bevægelse. Fik forevist grafer og søjler og diagrammer, seismiske måle resultater på pc med meget videre.

Den magnetiske nordpol har de sidste år og med en stadig større hastighed, flyttet sig mod den geografiske nordpol. Dette siger han, er der mange årsagsteorier om.

Men det er faktisk noget ganske naturligt, afhængig af soludbrud og solvinde(sol magnetiske strømninger). Om det så er jorden der også flytter sin hældningsvinker samtidig er ikke til at vide.

Om forklaringen på den fælles globale opvarmning kan noget også søges her, vel er det skadelig med al den udslip i atmosfæren og det skal vi gøre noget ved, men det hele hænger også sammen med noget naturligt skabt. Jorden har sine rytmer…

Dette bekræftede herligt min egen antagelse deraf, at det hele er et kredsløb med rytmiske naturlige tilbagevendende afvigelser.

Men som inden for næsten al videnskab, er der nogen der vil slå økonomisk plat derpå for egen vindings skyld og prestige. Tænk blot på Scoth der ville fejres som første mand på nordpolen og aldrig havde været der, der var nemlig, hende jeg talte med uden for kirken, Poulines farfar Perry.

Samtidig er de på målestationen her i Qaanaaq, med i en international måle ring af forskellige målestationer fordelt over kloden. Ved forskellige seismiske målinger og radiobølgemålinger m.m.

Et positivt besøg i Kronprinsens Ungdomshus

Når jeg nu som socialpædagogisk studerende, blandt unge mennesker, er kommet så langt til nord, hvad er så mere naturligt end følgende …

Hen på aftenen kiggede jeg ind, som lovet, i Ungdomshuset som kongerigets Kronprins er projektor for. Et positivt besøg hvor jeg talte med den meget unge institutionsleder Peter, kan ikke huske hans grønlandske navn. Er vist søn af borgmesteren i Qaanaaq. Tingene hænger sammen heroppe. Han var en frisk meget ung mand der med glæde fortalte om huset.

Der kommer omkring 30-40 unge mellem 13 og 25 år hver aften, fra den sidste uge i august og til sidst i maj.De har søgt om at få udvidet med et ekstra lokale, idet der er brug for et stillerum, hvor de unge også i ro og mag kan sidde og snakke og hygge. Det nuværende er et langt lokale med sofagrupper, et par bordtennis og andre fritids spil, der bliver nemt et inferno af larm.

Når skolen starter til september er der flere musik tiltag med forskellige grupper.

Der er tre ansatte, samt en til rengøring.

Han kunne tænke sig en der var lidt ældre til at lede stedet, som han selv sagde, de havde for mange bosser over sig, dette forvirrede, såsom forskellige fra kommunen, politiet m.m., der hver især havde deres holdning. Der manglede en leder med den rette uddannelse, sagde han. Der findes efter signe ingen uddannede pædagoger overhovedet i Qaanaaq.

Der var glade og munter unge overalt i huset.

De ville i løbet af efterår og vinter afholde forskellige møder om hvad der kunne gøres for de unge, sådan overordnet set, her i Qaanaaq. Ikke om de enkeltes problemer hjemme, pointerede han .

Men det var lidt svært at komme igennem med deres ønsker.

Han skal til Ilulissat på et kursus nede på byens ungdomsklub, som er vidt berømt i Grønland, for de ting de kan, for små midler.

De vil også søge om et skateboard bane, samt lave andre vinteraktiviteter ude som inde, som han sagde der er jo vinter 2/3 del af året.

Mit umiddelbare indtryk af stedet og Peter var, at det var et velfungerende sted med muligheder, under den rette overordnede ledelse. Han var en veltalende ung mand med mod på tingene og udviste en vis form for kompetence på sit felt. Og flere gode tiltag inden for spil og sportsaktiviteter.

Held og lykke i kampen mod overmagten… nemlig dårlig prioritering fra de bestemmende myndigheder…

24. august 2005

jøsses for en gang skide og bræk syge jeg har tilranet mig, hvorfra ved jeg ikke direkte, er ellers påpasselig med vandet, men at bo i det lort er måske årsagen. Har næsten ikke kunnet bevæge mig rundt på de stejle stenede veje, så syg er jeg…

Her lugter at petroleum og ubrændt brændstof fra den ramponerede olie ovn. Her er beskidt og kulden er snigende om fødderne. Jeg er hamrende syg, svag hovedpine ondt i maven efter et døgn med opkast og eksplo-derende tynd mave.

Reserve præsten var i eftermiddag pågående omkring Navaranas op-kald om penge og ville have nogle, det er urimelige krav for at bo i den gang livets affald og lort. Gav ham 300.- med bemærkning om jeg ikke havde flere, velvidende han straks ville omsætte dem i to-bak og snaps. Som tænk så gjort. Gud ske lov er han nu gået, når man er total udmattet som jeg er, er han lidt af en psykisk belastning med konstant kontaktbehov og énstavelses gentagende ord om ingen ting. Det tapper på de i forvejen begrænsede kræfter.

Der kom en mand der hed Moses, for at besøge kateketen, han talte godt dansk. Havde været i Danmark i mange år og fået en uddannelse som drama og skuespils instruktør.

Har forsøgt med at opstarte drama blandt Qaanaaqs unge og voksne. Men efter en kort periode faldt næsten alle fra, han mente de var for generet, men de havde også svær ved at fastholde tider og interesse, når man kommer og går som vejret, er det ikke nemt. Han lovede som den tredje at skaffe mig køre lejlighed til landingsbanen, men ikke hørt fra ham igen her kl. 21.00, så jeg må tidlig op og til kommunen med al min bagage og ”diplomatisk” tvinge dem til at køre mig derud.

Jan (installatøren) måtte melde fra, hvor lidt han end ville, da det var første skoledag for de små. Han sagde kommunen ikke kunne tillade at behandle mig på denne måde, for en selvbestaltet ”fyrste” på kommunen, havde nemlig på den mest ubehøvlede måde afvist mig, for de havde pligt til at transportere folk derud i denne by, der er så sparsomt med transport, andet end gamle ramponerede

biler. Svend Erik fra DMI kom med en helikopter til Thule, så der var hverken Internet eller kørelejlighed der.

28. august 2005

Mor og fars bryllupsdag, enoghalvtredsindstyvende… ja så tænker man jo på hvor gammel man egentligt er efterhånden. Mærker det vel mest om morgenen, hvor det kan knirke lidt i leddene…men som Johannes Møllehave siger: ”det må man vende sig til som ældre, den dag du ikke har ondt om morgenen, ja der er du død”… noget i den retning… men jeg trives med at være på farten konstant, sætter blot mit eget tempo ud fra mulighederne…

Det er nu udmærket igen at være tilbage i Ilulissat, blev så godt modtaget af de unge på kollegiet at jeg blev helt blød, det gav fornyet styrke…

Lidt mere om tilbagerejsen til Ilulissat

Jeg blev efter at have henvendt mig direkte til kommune direktøren i Qaanaaq kørt til fly pladsen, langt derude på sletten ad støvede og grusede veje, ingen problem og uden beregning.

Planmæssigt af-gang med 7 passagerer, der kan vel være ca. 20, idet den forreste del af flyet er uden sæder og med plads til post og anden uopsæt-telig fragt. ( men hvor bliver min post af moo-aar…)

Mellemlandede på Thule Air Base, hvor vi blev installeret i et højsikret område med et hav af danske militær og politifolk. Måtte ikke forlade stedet i den lille time.

Der var faktisk sommervarmt i området hvor basen ligger, det er god sigt vel omkring 5 km til indlandsisen, der svagt skråner deropad i det uendelige.

Vejret skyldes det fastlandsklimaet der skabes så tæt på isen, lange stabile og tørre perioder, ekstrem kulde om vinteren og tålelige temperaturer om sommeren.

Vi mellemlandede med flyets nu 9 passagerer i Upernavik efter en til dels skyet tur, fik dog i en del glimt genset noget af de meget flotte scenerier fra opturen.

Blev kærligt hentet af kollega Kathrine… i Ilulissats lille lufthavn, i børnehjemmets gamle øse. Hvor var det dejligt… mere en anden gang…

Efter Kurts ønske er teksten ikke redigeret, men gengivet nøjagtigt, som han har skrevet, da det udtrykker hans tanker og oplevelser fra den dag ordene er skrevet på stedet. (red.)

Kortudsnit af Nordvest Grønland
fra den nordligste bygdSiqrapaluk og videre ned til Savissivik. Områdets største by er Qaanaaq, men mest kendt er nok Thule Air Base. Fra Qaanaaq er der en Heliport, mens    at Thule beflyves med både civile og militære fly.