16. november 2005
Ja, så har jeg været på mit livs første hundeslædetur. Forfatter Kurs Mikkelsen, Grejsdalen
Efter en opringning sent i aftes fra en herlig fynsk medstuderende Michael, der havde talt med nattevagten Ole, om mit inderlige ønske, ja så tilbød Ole ganske generøst, en tur med ham dagen efter, idet han skulle køre et par hunde til, altså træne dem i at trække slæden, sammen med erfarne slædehunde. Det var ikke ”holdes til” de skulle, det kan de nemlig selv finde ud af…
Med Ole travende i front og 11 hunde, heraf de tre ungehunde der skulle køres til, gik det med mig skøjtende, med et ikke særligt professionelt greb om opstanderen bag på slæden, gennem byens trafik …om mine Bilka støvler her kom til sin rette vides ikke, men det føltes som stod man på vandski…formoder jeg…
Pludselig midt i byen ned ad bakke i illulisat, tog pokker ved hundene. De satte alle 11 afsted ned ad bakken i susende fart, med mig og Ole kæmpende bag efter.
For neden bakken stod en lygtepæl. Og hundene kunne ikke blive enig om hvilken vej uden om lygtepælen de ville; så 6 den ene vej og 5 den anden vej.
Jeg fandt mig selv siddende på rumpen bag slæden der stod lodret op ad lygtepælen…ahhh phyyy ha’ værre gik det ikke.
Senere ”over stok og sten” op og ned, henholdsvis i dyb sammen føget sne, andre steder skrabene over renblæst fjeld og med den korte besked om, ”det er som at sejle hvor man flytter vægten fra side til side”, for ikke slæden pludselig skal ligge med bunden i vejret.
Ole har en meget bestemt, men alligevel indfølende, efter omstændighederne, blød måde at håndtere hundene på, også når de uundgåelig ryger i flæsket på hinanden. Ret imponerende.
Med mig, sikkert for andre at se, mageligt henslængt på slæden, om det magelige deri skal jeg ikke komme ind på, men en herlig oplevelse at sidde der, med det i den lave sol rød skinnende snedækket fjeld i front og hundene glade nærmest vimsende, i en til tider vifteformet position, pruttende og skidende, hvilket for de nyeste af dem kunne være et anstrengt projekt, idet de forsøgte at sætte sig, men i stedet blev nærmest slæbt efter slæden, inden det gik op for dem, at de skulle løbe samtidig.
En herlig fornemmelse breder sig i kroppen på mig siddende på slæden, mens jeg endnu er varm, at dette, er en del af livet også, at suse derud af kun ved lyden af slædens hvislen i sneen og hundenes…, nødvendige naturlige lyde. Og indimellem, når kusken tog sig et hvil på slæden, en god snak om grønlandslivet.
Og da det gik allerbedst… på det, fortalt af Ole, så berømte meget omtalte af Knud Rasmussen og andre ekspeditionsleder, slædespor, før i tiden benyttet af alle, når hav isen ikke var brugbar, når man skulle til Uummannaq, ja helt til Thule. Sine steder hvor fjeldet stak frem af sneen kunne tydeligt ses slidmærker.
…var der pludselig en 11 spands modkørende hundeslæde, på et sted hvor sporet var lidt smalt, grundet det af vinden ren blæste fjeld til begge sider og vupti i passagen snittede hundespandene hinanden, hvorved vi pludselig var to hunde mindre.
Et hurtigt stop, en manuel vending af hundene og så gik den vilde jagt på kvinderne, der trods to ekstra hunde i koblet, lystigt fortsatte derud af.
Af to omgange blev hundene indfanget, dog uden kvinderne gjorde antydning af at ville stoppe, eller måske det var deres hunde? Der kunne atter vendes og turen fortsætte.
Efter ca. en times herlig kørsel, i disse øde smukke fjeld drag, stoppedes for at redde skaglerne ud, i området kaldet ”kødbollerne” grundet små´ klippernes formation, mens den rød orange himmel mod syd, solen viser sig snart ikke mere, sætter en i en brusende drømme tilstand, mens følelsen af tæerne langsom forsvandt.
Herefter gik det atter lystigt hjemover i mørkningen og den svage modvind, med et par oprigtige fortællinger om hvordan det kan´ gå, hvis det pludselig sætter ind med høj snefygning.
Tilbage i byen over broen og opover ad vejen, måtte en mindre barnevogns kortege, der dog i tide havde registreret vores komme bag fra, skyndsomt trække ind til siden, med en munter hilsen, mens vi susede forbi.
Herefter gennem byens centrum, altså krydset ved Brættet ( det lokale rå køds marked) og pølsevognen, forbi den om sommeren flittigt besøgt turist cafe, for så på den sidste korte strækning, med et ”go’ tur hjem” fra Ole…, og pludselig så jeg mig selv helt alene, kørerne med hundene, resten af turen hjem, med hundene bevidst og målrettet i front, de kendte jo ruten.
Lidt stivbenet… men varm indvendig af denne herlige fornemmelse, der fås under en sådan tur, skulle hundene af rigges og tilbage i lænken.
Jo jo…efter en halv snes gange, eller mere og det rette fodtøj, er jeg nu overbevist om jeg også ville være i stand til at hjælpe disse hunde i selen, samt på plads igen…og måske også holde varmen bedre undervejs, ved at tage en tur på ”gåben” bag slæden. Samt i det hele taget være mere aktiv omkring turen. Jeg kan faktisk lide denne form for sport…hundeslædekørsel.
Fortsættelse af Kurt Mikkelsens beret-ning fra Grønland, udsendt sammen med Arkivnyt, forår 2025.
Efter Kurts ønske er teksten ikke redigeret, men gengivet nøjagtigt, som han har skrevet, da det udtrykker hans tanker og oplevelser fra den dag ordene er skrevet på stedet. (red.)